Tegnebogen: spørgsmålet er, hvem der har nøglen

Ingen af de to former er den rigtige på forhånd. De adskiller sig i, hvem fejlen rammer: i den første er det altid en selv, i den anden kan det være tjenesten — og så er man afhængig af, hvordan tjenesten håndterer den.

1. 01
   IndbetalingenKassen oplyser en adresse at sende til. Både en tegnebog og en tjeneste kan sende til den; forskellen er, hvor hurtigt man selv kan udløse det.
2. 02
   UdbetalingenKassen sender til den adresse, man opgiver. Er det en tjenestes adresse, gælder tjenestens regler for, hvad der tages imod.

At have sin egen nøgle giver kontrol over værdien uden for kassen. Det giver ingen kontrol over, hvornår kassen frigiver en gevinst — det afgør klausulen. De to ting forveksles ofte, fordi begge kaldes «adgang», men de vedrører hver sin side af overførslen.

En adresse gælder én kæde. Den samme værdi kan findes på flere kæder, og adresserne ser ens nok ud til, at de forveksles. Derfor viser kassen kæden ved siden af adressen, og derfor er det den oplysning, der skal læses først — før selve adressen kopieres.

De fire felter findes på indbetalingssiden i alle syv kasser, der er åbnet herfra.

• Egen tegnebog: man giver afkald på at kunne komme ind igen, hvis nøglen mistes. Der er ingen genskabelse og ingen at kontakte.
• Konto hos en tjeneste: man giver afkald på at være den eneste, der kan flytte værdien. Tjenesten kan sætte begrænsninger, man ikke selv bestemmer over.

Begge former bruges af folk, der ved, hvad de gør. Forskellen er, hvilken af de to risici man hellere vil bære — og det er et valg, ikke et spørgsmål med et rigtigt svar.

Hvor det får konsekvenser i praksis, er beskrevet i bonus — hvad tilbuddet koster i indsats. Hænger spørgsmålet sammen med noget andet, ligger tråden videre i roulette: hjulet, felterne og det ene tal, der adskiller bordene. Samme oplysning set fra en anden vinkel: chipstars: hvad der står mellem konto og udbetaling.